ourtree.dk Gå på opdagelse i din slægtshistorie

Hans Hansen

Født 1665
Bruger Klaus

Ægteskab - Partner
Alias

 

1665

Født

03" Sgd. Møllegård, Rø, Bornholm

Bror til Karen Hansdatter (min 6xtipoldemoer)

1692

Gift

Barbara Hansdatter
Bornholm

Hans Hansen, død 1706-
Overtog i 1691 Blaaholtsgård (7. Slg) i Olsker

Gift med Barbra Hansdatter
Hun døde i 1746
Hendes forældre: Hans Hansen og Margrethe Mogensdatter, 12 sg Smedegaard, Olsker

1706

26 Jun

Død

Gildeshuset, Olsker, Bornholm

Var årsagen til Hans Hansen på Blåholtsgaard i Olsker død den 26, juni 1706 et slagsmål i gildeshuset eller et apoplektisk anfald?

En retssag i Nørre herreds tingbog i 1706 minder meget om skovridder Madvigs død i 1701. Begge mænd havde slået hovedet, som følge af et slagsmål, havde ignoreret konsekvenserne eller snarere uvidende om, at det var farligt at anstrenge sig fysisk efter en hjernerystelse. Begge red og drak de i festligt lag efter slagsmålet og begge døde nogle uger efter. Enkerne forsøgte at få domstolens medhold i, at det var slagsmålet, der var årsag til, at de mistede familiens forsørger. Hvis de fik domstolens medhold heri, ville det i yderste konsekvens betyde "liv for liv" for den anklagede og tildeling af hans halve boslod.

Tingbogens beskrivelse af slagsmålet er detaljeret og nøgtern. Hans Hansen var oldermand i gildeslavet, som hørte hjemme i Gildeshuset på 33. selvejergaard Pilegaard i Olsker. Der var under sommergildet den 2. pinsedag (24. maj 1706), der opstod "klammeri" mellem præsten Søren Skades tjenestedreng Matthias Nielsen og Ole Andersen. Oldermanden ville bringe ro og fred, vælge seks lavsbrødre til at dømme slagsbrødrerne, som de plejede. Imidlertid ville Ole Andersen (Øster) ikke parere ordre, så Hans Hansen førte ham uden for gildeshuset og straffede ham med tyrepisken. Det bragte ikke ro, men tvært imod et større slagsmål, hvor der bla. blev brugt en hjulfjæl som slagvåben. Ole Andersens to sønner Rasmus og Hans Olsen var kommet faderen til hjælp og der blev kastet med sten. Hans Olsen havde tilsyneladende kastet en sten, der gik gennem Hans Hansens hattepul og forårsagede en større flænge i hovedet. Vidner fortæller, at han måtte ind og ligge på slagbænken i gildeshuset før han kom til hægterne igen.

Hans Hansen var selvejerbonde på 7. gård Blåholtsgaard siden 1692. Han må have været omkring de 40 år og var gift med Barbro Hansdatter, som var datter af Hans Hansen, 12. sg. I Olsker. Hun var højgravid og skulle snart nedkomme. De havde 4 børn, hvor den ældste Mons Hansen på 13 år overværede slagsmålet.

Hans Hansen indrømmede på sit dødsleje, at han også havde kastet sten mod Hans Olsen og at det var et tilfælde, at det var ham, der var blevet ramt og ikke Hans Olsen. Spørgsmålet var derfor ikke om, hvem der var skyld i slagsmålet, men om slagene var årsag til Hans Hansens død. Det er vel det man kalder for uagtsomt manddrab i dag? Vidneafhøringerne omhandler derfor om dagene efter slagsmålet. Var der tegn på at svækkelse i Hans Hansens gøren og laden?

3. pinsedag '96 altså dagen efter sommergildet '96 blev der på Ols kirkestævne lyst synsforretning på gærderne i Habedam. Gærdet var ikke vedligeholdt og nu gik dyrene ind og ødelagde afgrøderne. Fire skønsmænd '96 hvor Hans Hansen var den ene '96 skulle gå "gærdes vide" og der skulle dømmes bøder til dem, der havde forsømt vedligeholdelsen. Ville Hans Hansen ville dukke op til synsforretningen? Alle vidste, at han havde været i slagsmål. Men, han kom, tilsyneladende uden større besvær. Synsforretningen sluttede hos Hans Hansen på Blåholtsgaard, hvor de drak øl og brændevin. Søren Gifversen var idømt en bod på 3 mark, som skulle betales i øl og brændevin, hvilket udløste hans højlydte protest. Flere vidner fortæller, at Hans Hansen førte ham ud på gårdspladsen, trods Barbros bøn til ham om at lade være. Måske er der underforstået, at mellemværendet klaredes med korporlige tærsk?

Dagen efter ses Hans Hansen ridende på sin hest stadig uden at klage over smerter. Først den 6. juni '96 altså næsten 2 uger efter slagsmålet '96 var Hans Hansen så dårlig og svag, at han bad om at få besøg af to synsmænd, der kunne syne hans skader, som han mente kunne føre til hans død. Senere på dagen kom sognepræsten Søren Skade, som straks bad ham, medens han havde "sind og sands, maal og mæle" at fortælle, hvad der var sket på sommergildet hin 2. pinsedag. Hans Hansen fortalte, at hvis han døde, var Hans Olsen, der tjene på Myregaard, hans banemand. Han var blevet lam i højre arm og højre ben.

Medens præsten var til stede, var Hans Hansen uden bevidsthed et kvarter, mens hans krop rystede voldsomt. De troede, at han var ved at dø. Præsten mente, at Hans Hansen burde sende bud efter Jens Anker i Hasle for at han kunne årelade ham. På præstens anvisning drak Hans Hansen sit eget blod blandet med eddike. Sammen dag kom Hans Hansens søster for at rense hans sår i hovedet, som var 2½ finger bredt. Hun penslede såret med vin og olie ved hjælp af en fjer. Vidner fortæller, at hustruen senere rensede såret med olien og "blegehvit".

Den 2. søndag efter pinse bad Søren Skade fra prædikestolen for Hans Hansen. Præsten bad menigheden om forladelse på hans vegne "om hand hafde giort nogen imod enten med ord eller gierninger".

Laurids Nielsen fra Habedam besøgte Hans Hansen på hans sygeleje og spurgte om hans sygdom var følgerne af slagsmålet. Hans Hansen havde svaret: "Men Gud bedre mig, her er alt andet, som mig er kommet paa, og suckede oc gaf sig" , Barbro sagde om sin ægtemands sygdom: "Hand hafver faaet det af beengstelse ofr mig, da jeg skulle læges i Barselsseng" .

Omkring den 28. juni døde Hans Hansen. I skiftet blev hans ødelagte hat med hul, vurderet til 2 mark (skifte 29. juni 1706) .

Den 3. december afgav herredsfogeden og de otte stokkemænd dommen. Ole Andersen og hans to sønner blev frifundet på grund af manglende beviser for, at det var slagsmålet, der havde kostet Hans Hansen livet.

Kilde: http://www.bornholmerting.dk/mord-og-grov-vold/doed-efter-klammeri-i-gildeshuset/